Musik:
* Gabriel Fauré: Adagio. Klaverkvartet nr. 1 i C-mol, opus 15. Spillet af Emmanuel Ax, Isaac Stern, Jaimme Laredo og Yo-Yo Ma (Sony SK 48066) (8:00).
* Wolfgang Amadeus Mozart: Adagio ma non troppo. Strygekvintet i G-mol KV 516. Spillet af Melos Quartett (Deutsche Grammaphon) (8:34). Findes på CD i udstillingens bogudgivelse.
*Carl Nielsen: Adagio con sentimento religioso. Strygekvartet i F-dur, opus 44. Spillet af Kontra Kvartetten (BIS-CD-503/504) (6:54).
* Wolfgang Amadeus Mozart: Larghetto. Kvintet for klarinet og strygekvartet i A-dur KV 581. Spillet ag Hagen Quartett (Deutsche Grammaphon) (6:13). Findes på CD i udstillingens bogudgivelse.
Video: Redigering af 9½mm filmoptagelse med Harald, Besse og Franz Giersing og Rabbe Syberg. Optaget i marts 1925 af Hans Syberg.
Maleren Erik Hoppe sagde: 'I ser for meget på Giersing. Han satte bare en sort streg om. Han var for smagfuld. Han kom ikke ud over det. Man skal finde det selv, man kan ikke lære noget af andre.' En hård dom. Og netop det smagfulde, det franske i den moderne danske kunst, er det centrale på den omfattende Harald Giersing udstilling tilrettelagt af Lennart Gottlieb, der vises på Statens Museum for Kunst. 121 malerier i kammermusikalsk ophængning. I nogle rum tilsat Mozarts dybt generøse, sjælfulde musik. I andre hjørner enkelte eksempler på den verdenskunst, Giersing tog farve af: Matisse, Signac, Cézanne med flere. En kompleks anretning, hvor tekst og toner, vægfarver og kunstværker sørger for, at der hele tiden sker noget. Man får ikke lukket et øje på den udstilling. På &én gang pragtfuld og udfordrende bims. (...) Udstillingens flik flak mellem den tidlige Giersing, der konstant udfordrer maleteknikken og farven og der berømte forbilleder Cézanne eller Matisse er på det teoretiske plan velfunderet. Men i praksis blotter metoden nogle svagheder. Den nordiske franskmand har ikke den mentale kapacitet til at gennemføre sit maleri med samme konsekvens som mestrene. Ikke fordi Giersing blegner, men den visuelle tolkning rummer større værdi end den litterære. Således bliver de indskudte værker af fremmede kunstnere - hvad enten de påpeger farvekvalitet (Matisse, Signac), struktur (Cézanne) eller motiv (L.A. Ring) - litterære beviser på Giersings velorienterede virke. Som malerisk bevismateriale er de for unøjagtige. Alle malere stjæler fra hinanden. I gamle dage hed det inspiration. I Harald Giersings tilfælde er tyveriet på grænsen af det tilladelige. Og alligevel er der ikke tale om kopi. (...) Udstillingens bedste rum er så klart de tre sidste 'afklaringens' rum, hvor værket i sin smukke iscenesættelse bekræfter, at Giersing er en af århundredets vigtigste danske kunstnere. Fra kirkegårdsmotivet er der en lige linie til nogle af Giersings sidste værker, nogle småbilleder fra baghaven i Valby, hvor en flagstang gennemskærer billedet vertikalt og bringer korsets mindelse frem i det nære rum. Det er her bruddet med det franske lyser tidligst - Giersing var bedst, når det undertrykte nordiske motiv fik frit løb over lærredet. (...) Harald Giersing bringer med sit sene værk spørgsmålet frem, om ikke det franske i kunsten var en livsløgn for maleren. En af Giersings kendte aforismer siger 'god kunst er altid national; mens national kunst altid er dårlig'. Udstillingen viser, at Giersings omvej til det nationale gik gennem det franske. Og at Giersing først lavede god kunst, da han fandt hjem." (Kilde: Erik Steffensen i Weekendavisen, den 6.-12. oktober 1995).
(...) Udstillingen er et meget gennemtænkt og æstetisk arrangement. I de forskellige sektioner man har opdelt billederne i, har man malet væggene med farver, der passer til malerierne. I kataloget har man valgt citater fra kunstnerens mange litterære tekster, og flere steder har man konfronteret Giersing-værker med værker af berømte samtidige kunstnere som Cézanne, Signac og Kirchner. Og som det vigtigste i sammenhængen, har man bragt lydgengivelser af musik ind på udstillingen, musik af Fauré;, Carl Nielsen og Mozart. Af den sidstnævnte, yndlingskomponisten, to stykker hvoraf det ene, adagioen fra strygekvartet i G-mol, var det stykke Giersing ønskede spillet ved sin begravelse i stedet for præstens tale. (...) Det musikalske aspekt, der er knyttet til udstillingen, kan man også finde i udstillingens forløb. I hvert fald når man frem til vældig effektfuld coda med de store, sortladne modelbilleder fra tyverne. Her fejrer hans evne til voldsom, ornamental figurudformning store triumfer. Men undervejs hertil er der anledning til at gøre mange frydefulde ophold. Ikke mindst hos de stærke røde og blå ballet- og akrobatbilleder. Et mere gennemgående træk finder man i hans landskabsbilleder, der ikke er uden bevidsthed om Cézanne og kubismen. Interessant er især hans brug af den grønne farve. Den vædetyngende surhed, som dansk natur kender så godt, kan Giersing nærme sig uden at forlise i den. Og uden at være den store kolorist kan han få alle farver frem i en snæver skala af grønt. Men måske er det, fordi man ser mere på det mesterligt styrede temperament i hans billeders udformning end på hans farver, at man bliver så fascineret af hans kunst?" (Kilde: Bent Irve i Morgenavisen Jyllands-Posten, lørdag den 7. oktober 1995)
Harald Giersing-udstillingen på Statens Museum for Kunst er en dristig sanseiscenesættelse, der også portrætterer kunstnerens mentale udvikling.
(...) Der indledes med ord, både Giersings egne, og arrangørernes pædagogiske, og de fylder da i udstillingens første rum, men efterhånden, som man når længere op i den stort set kronologisk anlagte præsentation ag Giersings værk. Ordenes exit er begrundet i, at Giersing også selv holdt op med at skrive omkring 1920. Derimod holdt han ikke op med at lytte til musik, og musikken spiller en overvældende - måske forførende - rolle i udstillingens totalvirkning. Selv havde kunstneren i Paris oplevet musik i forbindelse med udstillet i billedkunst, og i 1919 forsøgte han sig sammen med billedhuggeren Johannes C. Bjerg på udstillingen 'Skulptur. Maleri. Musik' med musik af Carl Nielsen i udstillingsrummene. Nu er det Gabriel Fauré, dermed Adagioen fra c-mol klaverkvartetten slår stemningen an i det første af udstillingens sanseiscenesatte rum. Og hvilken effekt! Der er et sug af senromantik igennem malerens vemodsfyldte eksperimenter. Granskovens ensomhed og vildmarkens øde står som en lysende afsked med barndommens og uskyldens land. (...) Under Første Verdenskrig, hvor København oplevede hektiske dage, lod Giersing det ene eksperiment følge efter det andet. Den blå-grønne kolorits sameksistens bliver til en blå-rød spændingsdynamik. Formmæssigt flirter han med kubistiske forenkling såvel i figurbillederne som i landskaberne. Og udstillingsmæssigt trækkes denne barske side af Giersing op i trangt blåt rum, hvor man har placeret nogle af hans berømte ballet- og fodboldbilleder. Bang. Og dertil Carl Nielsen. (...) Lennart Gottlieb gør i sin Giersing-bog en del ud af at vise, hvor springende Giersing er i sin kunst. Udviklingen er ikke retlinet, men brudfyldt med en bevægen sig frem og tilbage mellem det mere beherskede og det provokerende. Udstillingsarrangementet betoner denne zig zag kurs samtidig med, at den illustrerer Giersings mentale udvikling. Det er således en udstilling der, fordi den inddrager så mange virkemidler, også virker på så mange forskellige områder hos beskueren." (Kilde: Ole Nørlyng i Berlingske Tidende, lørdag den 7. oktober 1995)
Iscenesættelse: Giersing-udstillingen på Kunstmuseet er en totaloplevelse, som sender sine sonder ud i hele den store, danske kunstners univers og lægger et nyt, højt niveau for Statens Museums arrangementer.
(...) Og ikke blot er den [udstillingen, red.] meget stor og uhyre gennemarbejdet, men den rummer også sine dristige påfund og sætter et niveau, som lover godt for kommende arrangementer i Sølvgade. Ja, på sine egne præmisser er udstillingen nok bedre og mere forløst end bogen. Det er ikke et af disse retrospektive gensyn, hvor det ene kendte billede bare hænger ved siden af det andet på hvide vægge og diskret appellerer til den kultiverede gensynsglæde. Museet har ikke ladet sig nøje med værkernes æstetik alene, men har inddraget Giersings overvejelser og forbilleder og suppleret billedsiden med hans interesse for musik. (...) Det var Giersing, der engang sagde, at rammen er billedets stærkeste virkning. her på Kunstmuseet er set snarere væggen, der er blevet dets stærkeste virkning, væggen som en udstrækning i rummet af billedets essens. Maleriets farvekraft har fået lov at overskride rammen og brede sig ud over vægfladerne, så de står som koloristiske efterklange, resonanser. Virkningen er dels pædagogisk, dels en stimulans for synet. Vi bliver mindet om, hvor meget kunstnerens farveholdning nåede at ændre sig i løbet af hans korte kunstnerliv: han havde forskellige koloristiske 'perioder' ligesom Picasso. Og vi får aldrig lov at glemme, at stærke farver var billedets primære anliggende. (...) Vi tager afsked med Giersing til tonerne af Mozart på en lille amatørfilm fra starten af 1920'erne. maleren er på udflugt med sin kone Besse og deres to børn [deres ene barn, Franz, og Besses søster, Rabbe, red.]. Som for at understrege, at det hele er en iscenesættelse af en stump fortid, spilles filmen langsommere end normalt, og personerne bevæger sig som i en koreograferet slow motion. Det kunne ligne en kliché;, men det er mærkeligt bevægende, især at ane mennesket Giersing dér bag filmstrimlens flimrende hinde, ved sin motorcykel og i fuld mundering. Han vinker. For at blive i fiktionen så tror jeg, at han vinker til alle, der en dag vil komme ind til Sølvgade for at se de gode billeder, han nåede at male, og som for altid vil gøre ham selvskreven til et særligt kapitel i den danske modernismes kunsthistorie. Men jeg tror, at han i særlig grad vinker til Lennart Gottlieb og alle, der har været aktivt involveret i denne udstilling. Ingen har gjort mere for ham." (Kilde: Peter M. Hornung i Politiken, lørdag den 28. oktober 1995)
Maleren Harald Giersing var alt det hans eftermæle har gjort ham til.
(...) Udstillingen i Kunstmuseets gobelinsal og tre af salene mod Rosenborg er en dejlig oplevelse. Med sans for effekt er nogle af rummene malet i stærke blå farver og de sorte billeder præsenteres på vægge dækket af en dyb, men dog let, sortbrun farve. Præsentationer garneret af citater fra Giersing i kæmpeskrift på væggene og i kataloget og svøbt i musik. Giersing, der selv spillede og sang, havde på Salon d'Automne i Paris oplevet, at en kunstpræsentation blev festlig, fordi der blev spillet musik af Gabriel Fauré. (...) Og der er billeder, der synger; fra den symbolistiske begyndelse over de post-impressionistiske modelbilleder til det store greb i farven, blåt og grønt i portrættet af Leo Swane i soldateruniform, og i det dejlige billede af Ung pige med sytøj og en lille rød plet på kinden. En tekst skrevet af Giersing i 1917 i tidsskriftet Klingen, viser, at han også havde en slags futuristisk fase: billedet skal knalde, linjerne skal eksplodere mod hinanden, farverne skratte af stejl kraft og pragt. Det er et program og et lydmaleri, som han følger op i stærke billeder af dansere og fodboldspillere. (...) Giersing forstod at integrere det, han så og lærte ude, med det, som dybest set var ham selv uden hæmmende danske mindreværdskomplekser. Den tvivl på egne evner, som nagede ham, satte sig ikke negative spor i resultaterne, undtagen i de sidste Valby-billeder. Og der er perioder, hvor hans maleri er frapperende godt og udført med suveræn sikkerhed." (Kilde: Gertrud Købke Sutton i Information, lørdag-søndag den 7.-8. oktober 1995)