Der gives nutildags talrige Mennesker, som er musikalske, de forstaar at opfatte et Sprog i Toner og Rytmer og henfalder ikke til surrogatiske Forestillinger. Derimod er de sikkert hurtigt talte, som har saa megen plastisk Opfatteevne, at de er i Stand til at forstaa og nyde plastiske Skønheder. Paa Udstillingerne beundres i Reglen kun det, der paa den groveste (og grimmeste) Maade taler direkte til den beskuendes almindelige Erkendelse. Illusionen, dette tankespilleragtige Produkt er blevet det raadende i Kunsten og det eneste, som kan berede Publikum Nydelse (smlg. Det dekadente i Wagners Musik: Illusionen er optaget som Virkemiddel.)
Man kunde overfor en saadan Tilstand fristes til at udraabe paradokset: "Kunsten har aldeles intet med Livet at gøre", hvis man ikke paa Forhaand var sikker paa at drukne i Skraalet, der vilde opstaa, og for Fremtiden regnes for en død Mand.
Men at Æstetiken som videnskab ikke har noget med Livsindholdet i Kunsten at gøre, derom kan der vist ikke være nogen Tvivl. "Indholdet" som saadant er en Sag imellem Kunstneren og hans Publikum, en Privatmeddelelse, og kun den Vurdering (Æstetiseren), som beskæftiger sig med Flader, Farver, Linjer og Rum, har Ret til at kaldes videnskabelig. Æstetiken maa være uafhængig af Tid og Sted, og den bør holde sig borte fra Koketteren med Kulturhistorie og Personalhistorie. Ligesom Musikkens Indhold er Melodi, Rytme og Harmoni, er Billedkunstens Flader, Farver, Linjer og Rum. Og ligesom Musikken ikke har noget andet Maal end skønne figurer indenfor disse Former, har Billedkunsten, i hvert fald æstetisk set, intet andet Maal end skønne Kombinationer af Flader, Farver, Linjer og Rum. I disse Forestillinger omsætter den Livsindhold, ligesom Musikken gør det i Toer og Rytme, Poesien i Ord og Forestillingsforbindelser. Livsindholdet er det fælles for alle tre Kunstart, og alene dette tyder jo paa, at det ikke kan spille nogen Rolle med Hensyn til Kunstværdien. Kunstens Livsindhold har altsaa intet med Kunstværdien at gøre, en Videnskab derom kan gaa jævnsides med den om Kunsten, men den kan aldrig skære den. Der kan skrives vidt og vredt om de forskellige Tiders opfattelse af Landskabet, Menneskene o.s.v., saaledes som den er afspejlet i Kunsten, ja noget saadant kan endog dyrkes som Videnskab, men med Kunsthistorie har det blot intet at gøre. Først naar dette er klart, er det muligt at begynde en virkelig Kunstvidenskab, En Videnskab om Formerne, deres Muligheder og deres Brug gennem Tiderne.
Et billedes Opgave er altid at fremstille et Rum paa en Flade. Et Billede maa altsaa lyde baade Rummets og Fladens Love, eller rettere Øjets Fordringer til vilkaarlige Anordninger under disse Forhold. Billedet maa give Indtryk af det rumlige, men tillige tilfredsstille de Krav, som Øjet stiller til Fladers, Farvers og Linjers Forhold paa en Billedflade. Af disse Krav er imidlertid det sidste det vigtigste. Thi et Billede vil altid i første Række virke som Flade, først i anden Række som Rum. Det første Krav til Billedet bliver altsaa, at det fylder Fladen paa en for Øjet behagelig Maade, at dets Linjer og dets Flader (Farvemasser) ordner sig harmonisk. I anden Række kommer Kravet om det Rumlige, at Billedets Toner og Linjer staa i et saadant Forhold til hinanden, at de bestyrker det Indtryk af et Rum som Æmnet kræver (ved "Æmnet" forstaar jeg Billedets plastiske Hensigt). Billedkunsten beror altsaa paa et Kompromis, den søger at gengive de Ting, si ser om os, men samtidig bindes den af Fladens Love (og vel at mærke, frivilligt), som tvinger den til stedse at modificere det set, d.v.s. stilisere (Dette Ord taget i ganske fra Betydning. Jeg mener f.eks. at Manet stiliserer fuldt saa vel som Willumsen [Senere tilføjet Note, ca. 1907]). Den fuldstændige gaaen Haand i Haand her betinger den geniale Maler. Billedkunstens Maal er altsaa ikke at gengive Naturen, ellers havde den vagt andre Fremstillingsmaader, f.eks. Panoramaet, men at fremstille skønne Billeder, hvortil den øser af den fælles Kilde: Naturen (Til Gengivelse af Naturen, d.v.s. dens Indtryk paa os er Ordet sikkert ogsaa bedre skikket ens Malerkunsten, fordi det kan præcisere alle de Associationer, som denne højst kan gøre sig Haab om at vække).
Flade, Farve, Linje og Rum er altsaa Billedkunstens Materiale og virkelige Indhold, og i disse Former er der Mulighed for den store Kunst. Og det er betegnende, at den største Kunst kun betjener sig af de allersimpleste Livsindhold. Ofte synes "Indholdet" rent at forsvinde for f.eks. en Bevægelse af en Arm, hvis Fænomen har interesseret Kunstneren, det vil sige: har givet ham Impulser til et Værk i Marmor eller til Dekorationen af en Flade. Thi strængt taget kan et Billede jo ikke tænkes uafhængigt af den Flade, paa hvilken det skal males. Dette vilde være noget lignende, som hvis en Forfatter til at begynde med skrev sine Vers paa Prosa og først senere satte dem i Rytme og Rim, eller om han begyndte sit Drama med at tænke en Roman. Indholdet (Ordet taget i alm. Betydning) maa altid være Paaskud for Billedet, ellers vilde det (Indh.) savne den Betoning i Retning af at udtrykkes i Flade og Farve, som gør, at det netop maa udtrykkes som Billede. Det galdt for Rembrandt om at male Kristus, ikke om at udtrykke sin Mening om ham. Det, at Rembrandts Kristusfigurer tillige gør et saa stærkt indtryk paa os rent menneskeligt, er noget, som i og for sig ikke hænger sammen med han Kunst. Man kan tænke sig ringere Kunstnere end Rembrandt, der kunde formaa at give os en endnu elskeligere Kristus, og omvendt ser vi, at en større Kunstner som Rafael kun har en temmelig tom Kristustype at sætte op imod Rembrandts. Eller betragt Michelangelos korsbærende Kristus, noget tommere kan vanskeligt tænkes, de fleste vil finde den banal. Og dog er størsteparten af Michelangelos Kunst ligesaa tom.
Sjælsindholdet i Almindelighed er en Tilgift, som Kunstneren giver os, thi noget centralt kan det ikke være, saalænge det maaske i en anden Kunstart kunde udtrykkes med samme eller højere Styrke. Det er naturligt, at den Kunstner, der foruden at være Kunstner tillige er et aandfuldt Menneske, ogsaa i sine Billeder fremtræder som et saadant. Men det giver ikke hans Billeder nogen højere Kunstværdi, om han saa er saa aandfuld som Goethe.
Julius Langes Definition af Kunstværdien, at "Kunstværdien er den Værdi, som det af Billedet fremgaar, at Æmnet har haft for Maleren", er altsaa mangelfuld, ja egentlig misvisende. " Et Billedes Værdi er den Værdi, som det ses, at Billedet, som Billede, har haft for Maleren." I denne Form gaar den nogenlunde an, men egentlig skulde den endnu forandres til: "et Billedes Værdi er den Værdi, som Billedet har som Billede". Og hvor er saa det interessante ved den blevet af, gør den os i denne Form klogere over, hvad Billedværdi da egentlig er, og siger den os igrunden mere end, at et godt Billede skal være et godt Billede? Sammenholdt med den oprindelige Sætning siger den noget interessant og nyt, men i sig selv ikke. Julius Langes Fejl var den, at han ikke betragtede Billedet som et plastisk Problem, men som et Stykke aandeligt Arbejde i al almindelighed. Ja i Grunden er det vel endda kun den etiske Side af et Arbejde, som hans Sætning kan bringes i Forbindelse med. Der er langt frem endnu til at kunne definere Kunstværdien, naar det skal blive til mere end Fraser. Og det er kun igennem Studiet af Lovene for det plastiske, at det vil være muligt at naa frem til klarere Bevidsthed om, hvad Billedværdi igrunden beroer paa.
Vil man imidlertid søge at komme paa Spor efter et Billedes Værdi, lønner det sig at gaa frem i en vis Orden. Vi har set, at Fladen er det afgørende for et Billede, at det er Farvemassernes og Linjernes Spil indenfor Rammen, der i første Række afgør Billedets plastiske virkning paa os. Dernæst har vi set, at Billedet kræver en harmonisk Gennemførelse af det Rum det foregiver at indeholde. Føjer vi hertil, at Billedet plastisk skal bekræfte det Indhold, som det lægger an paa at fremstille, saa har vi ganske groft afridsede de Fordringer, som et Billede i Følge sin Karakter skal opfylde. Rækkefølgen af disse Krav er det afgørende. Man er vant til at fordre, at et Billede skal "ligne", at det skal "staa godt i Rammen", og at der skal være "Perspektiv" i det. Men at Billedet først og fremmest skal tjene Fladen, dernæst Rummet og endelig den plastiske Karakteristik, fører til helt andre Resultater, skønt Kravene i sig selv ikke er forskellige fra de foregaaende. Kun herigennem afgrænses Billedkunsten skarpt og sættes i Modsætning til alt, hvad man ellers kunde falde paa (og er faldet paa) at udgive under dens Navn. Vi kræver af Billedkunstens Billeder, ligesom vi af Skulpturen kræver Statuer, noget der kan staa og kan bære sig i Kraft af indre Sammenhæng og ikke, hvad en dristig Ungersvend kan falde paa at binde sammen af Ler og Stativer. Vi forlanger af Billedkunsten Billeder og ikke Efterligninger, Plastik og ikke Studier. Naturstudier har for Kunsten kun Værdi som Materiale, først naar Studiet er forbi kan Kunsten begynde.
Det ses altsaa, at den saakaldte dekorative Kunst staar nærmere ved Sagens Kærne end den efterlignede, af hvilken der dog næppe existerer saa meget, som man kunde tro. De bedste efterlignede Billeder ejer nemlig en stærk Underbygning af Plastik. Rigtignok til Minus for Efterligningen, hvorfor de heller ikke rigtig gouteres af Publikum. F.eks. Hobbemas Landevej med de høje træer, eller Rembrandts Emausbillede paa vort Galeri. Degas Danserindebilleder og Fantin-Latours Portræter. Forøvrigt kan Rembrandt være yderst sløj i plastisk Henseende. Har man længe beskæftiget sig med italiensk Kunst, kan man føle sig i sit inderste stødt ved at gense et af Rembrandts irriterende "dinglende" Billeder. Som i det hele den Hollandske Kunst staar langt under den italienske, for ikke at tale om Grækerne. Dens Forhold til Fladen har langtfra været saa dybtfølt, selv om dens Rumfølelse har megen Plastik, og dens Karakteriseringsevne staar højt. Man har overfor den hollandske Kunst som Helhed en følelse af, at det mere er det i Almindelighed snurrige, anekdoteaktige, der interesserer den, end egentlig det plastiske. Tænk f.eks. paa Blomsterbillederne, der jo naar alt kommer til alt er typisk hollandske, hvor virker ikke de allerfleste løst opnoterede i Sammenligning med f.eks. Japanernes vidunderlige plastisk-forfinede, som i Drømme sete Blomsterforestillinger. Eller tænk paa van Eyck'erne og Quinten Massys i Forhold til Massacio, Mantegna og Pinturicchio! (geniale i plastisk Henseende er dog Kunstnere som Potter, Hobbema og van der Neer. Rubens maa betragtes som noget for sig selv [senere tilføjet note])
Af danske Billeder vil jeg anbefale at Sammenligne Eckersbergs Billede af den Nathansonske Familie og Krøyers Billede af de to badende Drenge. Man vil se hvor roligt og skønt det først virker som Rytme og Farveskønhed, hvor banalt det andet er ved sin Behandling, eller Mangel paa Behandling, af Fladen og Rummet.
Skulde jeg fremhæve nogle Billeder af Nyere Dansk Kunst som findes paa den kgl. Malerisamling, vilde jeg nævne Skovgaards Billede af den diegivende Moder, Finds købstadsbillede, Paul Christjansens Billede fra Viborg og Jerndorffs Barneportræt. I disse Billeder fortsættes Eckersberg, Købke og Constantin Hansen paa en sikrere Maade end i det meste af den Kunst, der paa Charlottenborg udraabes som den Danske."